Friday, October 12, 2007

Skyer på himlen

Den anden dag så jeg skyer for første gang, mens jeg har været i dette ørkenland! I følge prognoser bør der komme 1 mm regn i oktober måned, så vi går alle og venter spændt...

Temperaturen er ikke helt så slem nu, som den var over sommeren - om dagen ligger temperaturen nok på ca. 40 grader.

Dagene er desuden begyndt at blive kortere nu, jeg kan helt klart mærke at vi er længere fra Ækvator end Sri Lanka.

En weekend i Sri Lanka

For 2 uger siden var jeg en weekend i Sri Lanka. Det var en rigtig god weekend, som desværre var alt for kort.

Vi tog ned sydpå til Bentota den ene af nætterne, og selv om jeg havde håbet på lidt regn, var der skyfrit mens jeg var på "The Island of Sunshine"...

Ramadan Kareem

... eller "Glædelig Ramadan". Vi har lige netop i dag afsluttet den hellige Ramadan måned.

I Ramadanen må muslimer ikke spise eller drikke i dagstimerne, da Muhammed engang for længe siden gik rundt i ørkenen uden at spise eller drikke i en måned. Denne herlige tradition stopper så fuldstændigt dette pragtfulde land i en måned hvert år. Alle butikker har kun åbent fra ca. 9 til 12 om morgenen og nogle butikker åbner så igen om aftenen fra ca. 21-24.

Selv om det jo egentlig kun er muslimerne, som bør holde Ramadan tvinges denne tradition ned over alle, som er i landet. Jeg har hørt rygter om at hvis man spiser eller drikker i offentligt rum, og det meldes til politiet, bliver man fængslet. Jeg har dog ikke selv set dette, og omgår også denne regel hele tiden.

I Ramadanen har alle restauranter selvfølgelig lukket i dagstimerne, og der bliver overhovedet ikke serveret alkohol - heller ikke på de store hoteller, som normalt gør det.

Det har været en RIGTIG træls måned at komme over, men efter vi i denne weekend har fejret "Eid", som markerer enden af Ramadanen, bliver alt forhåbentligt som før.